Ejer eller bruger du en motorcykel, er en motorcykelforsikring lovpligtig. Den består først og fremmest af en ansvarsforsikring, som dækker, hvis du med motorcyklen skader andre personer eller deres ting.
Er det dyrt at forsikre?
Kontakt dit forsikringsselskab for at få en pris på en motorcykelforsikring. Prisen afhænger blandt andet af din kørselshistorik, motorcyklens model og den dækning, du vælger.
Skal jeg have forsikring på motorcykel?
Den lovpligtige ansvarsforsikring dækker ikke skader på dig selv eller din motorcykel. Vil du have det dækket, kan du udvide med en kaskodækning, der typisk dækker skader ved færdselsuheld og tyveri af motorcyklen.
Vær opmærksom på, at en almindelig motorcykelforsikring normalt kun dækker kørselsskader fra 1. marts til 30. november. Vil du køre om vinteren, kan du ofte tilkøbe en helårsdækning. Tal med dit forsikringsselskab om det.
Hvad hvis jeg kører galt?
En ulykkesforsikring er en god måde at sikre dig mod personskader, når du kører motorcykel.
Har du allerede en ulykkesforsikring, så tjek, om den dækker dig, når du kører motorcykel. Nogle policer kræver et tillæg for at dække skader ved motorcykelkørsel. Uden det tillæg risikerer du at få for lidt i erstatning, hvis du kommer til skade.